I takt med at frokostkulturen med det store kolde bord bliver udbredt i begyndelsen af 1900-tallet, optages en særlig enkelt madkultur – nemlig sandwich, som er den engelske betegnelse for smørrebrød. Sandwich var praktisk idet brødet, belagt med forskellige typer af pålæg, kunne varieres såvel i form som i indhold.
Sandwich passede i en kultur, hvor pålæg, pålægssalater og pynt blev udviklet i takt med at det ”bedre” borgerskab bød på eftermiddagste eller en lille bid brød i de sene aftentimer efter teater- eller biografoplevelser. Sandwich var nemlig så praktisk, at det kunne smørres flere timer i forvejen og let medtages i madkurv eller på havens terrasse.
At man samtidig let kunne hapse en bid uden at snavse fingrene, var faktisk den oprindelig idé med en sandwich.
Efter sigende er sandwich opkaldt efter lord Montagu, der var jarl af Sandwich i 1700-tallet. Lorden var vældig begejstret for kortspil, og ved at tillade denne form for praktisk servering kunne kortspillet fortsætte med bespisning.
En af de aller første versioner af den populære Club sandwich findes i en af Kirsten Hüttemeiers kogebøger allerede i midten af 1960'erne.
Opskriften benævnes: ”Amerikansk Club sandwich” og består af ristet brød, kyllingekød, salatblade, tomat og oliven – smurt med mayonnaise rørt op med fyld af hønsekød eller skaldyr. I løbet af 60'erne videreudvikles Club sandwich til at indeholde skinke, bacon og champion.