

Velkommen til Tolstrup Kyllingefarm
På Tolstrup Kyllingefarm i Himmerland driver Jakob Rokkedahl og hans team en moderne kyllingeproduktion, hvor dyrevelfærd, bæredygtighed og kvalitet går hånd i hånd. Her er hverdagen præget af en passion for kyllinger og en ambition om at skabe en fremtidssikret produktion med fokus på bedre velfærd. Kyllingerne med alle ECC-mærket (European Chicken Commitment). Det betyder, at de er opdrættet under forhold, der stiller store krav til dyrevelfærden. De bærer tilmed også det officielle danske dyrevelfærdsmærke med 2 hjerter.
Vi vil bringe endnu mere velfærd ind i dansk kyllingeproduktion
På Tolstrup Kyllingefarm opdrætter Jakob og hans medarbejdere Rustic Gold-kyllinger, som er blandt de langsommere voksende kyllingetyper, der må benyttes, når man producerer ECC-kyllinger. Kyllingerne er mellem 41 og 45 dage gamle ved slagtning og lever dermed op til 11 dage længere end konventionelle kyllinger.
I staldene går der 140.000 kyllinger fordelt på syv huse af 1.500 m² – en markant lavere belægning end i en konventionel produktion. Under opvæksten har ECC-kyllinger 33% mere plads i stalden end konventionelle kyllinger og 27% mere plads end 1-hjertede kyllinger.
"Kyllingerne har betydelig mere plads her i staldene end i stalde med konventionelle kyllinger og endda 1-hjertede velfærdskyllinger. Og når vi så topper med vinduer, adgang til det fri samt halmballer og siddepinde til aktivering, så er der virkelig skruet op for dyrevelfærden her, og det kvitterer kyllingerne for. Vi, der er vant til at gå blandt kyllinger, kan høre det på kyllingernes lyde og se det i deres adfærd. Det føles godt. I Danmark produceres alle kyllinger, uanset om det er konventionelle eller velfærdskyllinger, under rigtig gode forhold. Men vi vil gerne bringe endnu mere velfærd ind i dansk kyllingeproduktion og derfor er er det fantastisk, at vi nu har syv stalde med ECC-kyllinger. Det er et godt skridt på vejen," siger Jakob Rokkedahl.
Dagens gang på kyllingefarmen
Hver dag starter mellem kl. 7 og 8 med en rundtur i staldene. Her sikrer kyllingepasserne, at kyllingerne har adgang til rent vand og foder, og at temperaturen er optimal. Senere på dagen tager de endnu en runde i stalden, inden arbejdsdagen slutter.
"Før vi træder ind i staldene, observerer vi kyllingerne gennem vinduerne. Det giver os et indtryk af, hvordan de har det, uden at vi forstyrrer dem. Vi lytter til deres lyde, ser hvordan de bevæger sig og vurderer, om vi skal justere foder, vand eller temperatur," siger Jakob Rokkedahl.
En kyllingeproduktion er fuldautomatisk og kyllingerne vil helst bare passe sig selv, så det hele handler om godt management.
"Vi har automatisk overvågning af vores stalde døgnet rundt og modtager en alarm, hvis der observeres uregelmæssigheder. På den måde har vi fuld tryghed for, at kyllingerne har det godt, også når vi ikke fysisk er til stede,” siger Jakob Rokkedahl.
På rejse mod endnu bedre velfærd
Selvom Jakob og resten af Rokkedahl-koncernen allerede har taget store skridt mod mere dyrevelfærd i produktionen på Tulstrup Kyllingefarm, stopper udviklingen ikke her.
"Vi tilpasser os det marked, der er, og det kunderne efterspørger. Bliver markedet klar til det på et tidspunkt, er vi klar til at bringe endnu mere velfærd ind i dansk kyllingeproduktion. Vi har netop flyttet mange kvadratmeter over til ECC-produktion i samarbejde med ROSE POULTRY, og vi kan hurtigt omdanne endnu flere. Vores mål er, at alle vores kyllinger skal produceres under forbedrede velfærdsforhold," fortæller Jakob Rokkedahl.
Bæredygtige løsninger i praksis
Bæredygtighed og energieffektivitet er meget vigtige faktorer i en god kyllingeproduktion.
For halvandet år siden skiftede Tolstrup Kyllingefarm fra gas til halmvarme. Nu opvarmes staldene udelukkende med halm fra egne marker, og der er installeret varmevekslere, som reducerer varmeforbruget med op til 70 %.
"Varmevekslerne gør en kæmpe forskel. Udover at være et redskab til at nedbringe ammoniakudledningen i et landbrug, så opsamler den også op mod 8-10.000 liter kondensvand pr. hus for hvert hold kyllinger, vi indsætter. Kondensvand som ellers ville have lagt sig inde i dyrenes strøelse i stalden, og som vi så skulle have brugt energi på at fyre ud. Nu genbruger vi i stedet vandet til produktion af gylle og til markvanding – og højner samtidig i den grad dyrevelfærden," forklarer Jakob Rokkedahl.
Al strøm på Tolstrup Kyllingefarm kommer fra grøn energi, og Rokkedahl er en del af et større energiprojekt, der sikrer en mere klimavenlig produktion.
Sådan har en dansk ROSE kylling det


Danske kyllinger har høj sundhed og lav dødelighed
I Danmark har vi en meget høj trædepudesundhed, meget få flokke, der skal behandles med antibiotika og en meget lav dødelighed.