Nyt kyllingehus på Mors – bygget til bedre kyllingeproduktion
På Mors bygger Jesper Clausen et nyt kapitel i sin produktion; et nyt kyllingehus med dyrevelfærd og energioptimering i centrum. Det giver sundere dyr, billigere drift og bedre afregning.
På Lisbjerggaard på Mors rejser et nyt kyllingehus sig. Fundamentet er støbt, installationerne planlagt, og taget klargøres til solceller. For landmanden Jesper Clausen er byggeriet ikke bare en udvidelse, det er resultatet af 25 års udvikling og et bevidst valg om retning.
Siden han købte sin gård i 1999, har han drevet og udvidet bedriften. Først med grise og kvæg som omdrejningspunkt. I dag er det kyllingerne, der står centralt. Og nu – med sparring og opbakning fra ROSE POULTRY – bygger han et nyt hus, hvor energieffektivitet, driftssikkerhed og dyrevelfærd er tænkt ind fra start.
Men sådan var det ikke planlagt.
“Det var sådan set ikke meningen, jeg skulle være kyllingeproducent. Det var meningen, jeg skulle være større griseproducent,” siger Jesper.
Og Jespers rejse fra svineavler til også at være kyllingeproducent har da også været både lang og alt andet end snorlige: finanskrise, stramme miljøtilladelser, skeptiske banker, tekniske børnesygdomme i tomme stalde har alt sammen haft indflydelse på, at han er endt som kyllingeproducent.
Men i dag er Jesper ikke i tvivl. Kyllingeproduktion er vejen frem.
“Jeg vil gerne satse mere på kyllinger. Vi har fundet ud af, at det er her, vi er stærkest, og når dyrene trives, så hænger det hele sammen.”
Et samarbejde, der giver retning.
For Jesper har valget af samarbejdspartner haft stor betydning for, at han tør bygge nyt.
Han har oplevet forskellige modeller i branchen. For ham handler det ikke kun om notering, men om dialog, respekt og faglig sparring.
“Jeg kan bedre lide at være ved ROSE POULTRY. Samarbejdet er mere ordentligt og reelt. Man bliver lyttet til. Det er ikke sådan noget med, at man skal gå og finde fejl hos hinanden,” siger han.
Når man bygger nyt, er det afgørende at træffe de rigtige valg fra starten. Når først staldbygningen står, er det for sent at ændre de store linjer.
ROSE POULTRY bidrager med rådgivning, branchekendskab og sparring både før og under byggeriet. Ifølge Jesper gør det en forskel at have en erfaren sparringspartner med hele vejen.
“Det er et stort skridt at bygge nyt. Så det betyder noget, at der er nogen, man kan vende tingene med. Det er ikke bare et spørgsmål om at få sat nogle vægge op. Det er jo ens fremtid, man bygger.”
For Jesper hænger samarbejdet også sammen med det faglige niveau i produktionen. Dyrevelfærd og kvalitet er fundamentet for hans arbejde og har altid været det.
“Når dyrene trives, så kan man se det med det samme. Det giver en mere stabil produktion, bedre resultater og i sidste ende også en bedre økonomi. Det er jo det, det handler om.”
Det nye kyllingehus på Mors er for Jesper også en markering af, at han har valgt sin retning , og at han tror på, at kyllingeproduktionen har en fremtid, når den drives med faglighed, ansvar og vilje til at udvikle sig.