Høj sundhed og lav dødelighed
Kyllingers trivsel bedømmes på deres trædepudesundhed, sygdomstegn og dødelighed. I Danmark har vi en meget høj trædepudesundhed, meget få flokke, der skal behandles med antibiotika og en meget lav dødelighed.
God trædepudesundhed
En kyllings fødder fortæller meget om, hvordan den har det. Danske kyllinger går altid rundt på et underlag af tør strøelse der skal holde kyllingernes fødder sunde.
Et usundt miljø, hvor kyllingerne går rundt i beskidt strøelse, giver skader på kyllingernes trædepuder. Derfor er trædepudesundhed en god indikator for kyllingernes sundhed og trivsel.
I Danmark kontrolleres kyllingernes trædepuder fra alle flokke ved slagtning. Det har vi gjort siden 2002. 96 procent af vores flokke var i Fødevarestyrelsens bedste kategori for trædepudesundhed i 2022.
Få sygdomme
De danske kyllingeproducenter gør en stor indsats for at holde deres flokke sunde og raske. Danske kyllinger bliver derfor sjældent ramt af sygdom.
Kun 1 % af vores flokke blev behandlet med antibiotika i 2022, og antibiotika bliver kun anvendt, hvis kyllingerne har en behandlingskrævende sygdom.
Har en kylling været behandlet med antibiotika, vil der ikke være antibiotikarester tilbage i kødet, når det når køledisken.
Lav dødelighed
Dødeligheden blandt kyllinger i de danske kyllingestalde er meget lille.
Kyllinger kan dø af forskellige årsager, herunder infektionssygdomme, miljømæssige faktorer, foderrelaterede problemer, ulykker og genetiske faktorer.
Grunden til den meget lave dødelighed blandt danske kyllinger er blandt andet, at kyllingerne får den optimale ernæring, korrekt medicinsk behandling, og at de lever under gode og hygiejniske forhold.